saaledes naar han skjænker gaver: det er ikke guldringer eller skarlagenskapper, men det er et «sølvsmykke med fire guldkors paa» (kap. 147). Det er endvidere en anden sort kraft end den, sagaen kjender fra før; han bar det i mindre grad ogsaa i munden end dens gamle helter. Efter mordbranden paa Njaal gaard sover han ikke for tanken paa den: «Ingen talte Kaare saa ofte om som Njaal og Skarphedin,» staar der (kap. 132); «aldrig lastet han sine uvenner …»
Der er i den gamle saga hjemløse, som trods alt sitter ulægelig fast med sine hjerterøtter i sit land, som Egil Skalla-Grimmssøn. Og der er dem, som er løsnet, er helt rykket op. Til denne gruppe hører Kaare. Men denne gruppe er rikholdig og omfatter alle avskygninger av mættet utlængsel, helt fra karikaturen til den ensomme, med den store verdensbevissthet som livs-erhvervelse. I Laxdølasaga (kap. 73 og 77) har vi en type paa den først nævnte avskygning: Bolle Bollesøn, som naar like til Miklagard og faar snakke med selve Byzans’ keiser. Han satte avsted, fordi den mand synes ham «fávíss», som ikke har set mer end Island, sier han: han styrer jafsende frem i det straalende utland. Saa forspiser han sig paa rummet,
