skyldige, islændingen Thraain, bærer sig kløktigere ad og derved gaar helt fri: herfor kræver de siden offentlig erstatning av Thraain, da de omsider naar efter over til Island!… Deres lønmord paa fosterbroren Høskuld Kvitanesgode er derimot et utslag av taapelighet, idet rænkesmeden Mørd’s løgnagtighet narrer dem til drapet; Hallgerd, sagaens sorte faar, vilde dog aldrig gjort sig skyldig i en saadan dumhet; hun visste allikevel, selv i sagaen, hvem var hendes fiende og ikke. Men det er mulig at sagnemanden her av hensyn til sine helter forholder os den hele sandhet, som kanske var den at Njaalssønnerne fra gammelt gik med et nag mot den av deres far foretrukne halvbror Høskuld; da vilde jo deres motiv været bedre underbygget og forberedt, – men rigtignok ogsaa glansen om de gjæve mænd været en smule anløpen fra først av. Ret og slet en taapelighet er ialfald drapet. Skarphedin har tilslut aabenbart endog ikke været helt vel bevaret; jeg tænker paa hin gang, der han blek og smilende vandrer som den fjerde rundt til boderne paa Altinget for at be om hjælp. Smilende! Det er uttalt paranoia, forfølgelsesmanien reagerer, i motsætning til Gisle, som kværulant-vanvid. Men her er rigtignok sag-
