og kjørte baaten i vinden. Stormen ulte og hven, var kommet dættende som ut av en sæk. Og det var ikke andet at gjøre end at ri den av. I nord glimtet og gnistret stjernene.»
Tryggve Andersen sier ensteds om forfatterens forhold til norsk sprog – Den store sukces –, der digteren geipende lar sin tanke gaa tilbake til sine første bøker: dengang «grov han ordskattene ut av sprogets gruber, smeltet dem, renset dem og smedet dem i sætninger, flettet han sætningene til en brynje, som sluttet som uforgjængelig, levende smidig hud om billedet». Det er dette, Tryggve Andersen selv har gjort. Og det er ikke egentlig smigrende for norsk litterær kyndighet eller aarvaakenhet eller godvilje, at hans digtning saa sjelden nævnes som moment i norsk sprogutvikling for øieblikket. Han er jo dog pilaren. En repræsentant for det landsgyldige norsk, for den ideale forbindelse av østlandsk og en smule vestlandsk, skjønsomt tilsat med levende gloser fra den saakaldte dannede dagligtale – den tilforladeligste prosa, som overhodet er skrevet herhjemme.
