turalisme eller med hvad glose man vil: Det er kunst. Det er kunstens høieste maal.
Og siden jeg er inde paa den ytre bygning, vil jeg tilslut i denne forbindelse nævne en egenhet ved hans komposition, som jeg antydet her foran: katastrofens pludselighet. Den kan komme som hugskot, som et slags vanvids besættelse. Og denne trang til at besætte læseren likesom han selv er besat røber hans visionære kraft, se-evnen. Han begynder med en episk omstændelighet som gjør én hjemmevant, som om alt var normalt og der bare var fred og ingen fare; man blir jo f. eks. ganske stuevant ombord paa hanreiens dødsseiler i Vanskelig farvand: saa den korte, kraftige katastrofe i et par linjer. Hele romanen Mot kveld er bygget op likedan: man er tilslut fuldstændig fastboende borger i smaabyen, da solen pludselig ikke staar op. Og lodsguthistorien Dengang Bartol drev av er et ny eksempel; overtræt sovner han tilsidst av i styrerummet paa lodsskøiten: «… Hodet duppet og duppet og om litt snorket han i takt med skøitens duving. – Og dønningen vugget, og seilene dasket og slang, og natten raadde havet … Skumskvætten føk ham i ansigtet. Han fôr op, trev rorkulten
