ham i den første roman til studiet av en hel døende kulturperiode, som 1800 var for Norge, en overgangstid med spæde spirer og de sidste svindende livstegn – I cancelliraadens dage. I den bok har historisk viden og inspiration møttes; derfor blev denne roman om forfalden empire i en avstængt oplandsbygd østenfor Mjøsen paa en maate en roman om et indsovnet, helt folk. Han er stil-tro. Men han var ikke den kolorist, han er, om han ikke midt i denne stivhet smeldte ned en gnistrende farveklat, idet f. eks. bønderne snakker sin østlandske dialekt, som hans fine øre forstaar at gjøre lyslevende som ingen; eller hvilken virkning midt i empiren, naar han fanger den braa latter, hver gang kortene blir slaat op paa bordene! Og der er midt i stilfuldheten levende typer og livsskjæbner, som gjælder for alle tider og utenfor stilretninger, f. eks. den fordrukne presten Lind i hans forhold til sønnen og den forkuede hustru; det er, sammentrængt, den gamle Karamassov’s hjem hos Dostojevski. Og i det pinlige interiør oplever vi den stille, saare scene mellem den pjuskede prestefrue og sønnen, som netop kom tilbake til sit uskjønne hjem fra Kjøbenhavn. Der er ogsaa skuffede unge hjerter i brand. Og der
