litterære bevægelse grundig med. Jeg har nævnt at han begyndte nede i «nyromantikken», han har set poeter trippe i kolibriskor av henrykkelse over glosen tamarisk-busk, han var endog den første tid skolens æstetiske filosof. Vokste sig saa frem gjennem den og op av den, men tok med sig det, som var levedygtig, særlig kravet til intimere stemning og frihet for «tendens», hvilket sidste hos ham betyr: psykologisk fordomsfrihet, blikket for de mange bevissthetslag. For ham betydde nemlig psykologi noget; det krav var ikke bare et vingeflaks om pladsen paa fugleberget. Men ikke alene som intelligens spænder han videre end de fleste, han ikke bare eier større kyndighet og bredere historisk blik; men der er noget kosmisk over hans fantasi. I romanen Mot kveld – den kom i 1900 –, boken om den fra urtiden i menneskenaturen nedlagte livsangst, samler man det tydeligst, hvor forfatteren gjennem mørkt sekter-væsen og dommedags-rædselen langsomt oparbeider følelsen av verdens-usikkerheten blandt menneskene, blotlægger et ur-instinkt, indtil saa en morgen pludselig solen ikke staar op og de tumler om hverandre som blinde muldvarper: «… Og saaledes hadde vel menneskedyrene nat efter nat
