latt sig noget saadant, vilde han som bondeskildrer levet sikrere i eftermælet end han gjør. –
I denne indledning har jeg, som sagt, villet skissere den bakgrund, hvorimot Tryggve Andersen’s produktion maa sees, samt tillike villet antyde hvad der har været medvirkende til at han i øieblikket ikke indtar den plads i publikums litterære bevissthet som ved sin første bok, end si: den plads han har ret til. Hvis mit indtryk er rigtig at han sakket agterut, beror det paa hans holdning her: paa hans kolde selvopholdelses-evne likeoverfor de litterære moder; til den anden kant, likeoverfor publikum nemlig, paa en stolt frihet for lefleri i enhver form.
For det er ikke hans kunst, som sakket agterut. Det er det merkelige og det enestaaende ved Tryggve Andersen, at i et saa demoraliserende miliø som norsk læsende almenhet gik han disse aar ustanselig frem i kunstmoral.
Skjønt jeg neppe tror at Tryggve Andersen nogengang i popularitet kommer til at slaa de forfattere som konkurrerer med Aller’s
