det tilslut bærer hen, vet den som f. eks. kom til at læse den uhyggelige redegjørelse av en journalist i Revue de Paris («Le journal moderne») for et par aar siden. Den er uten indre vilje, som grottekvernen, som maler det én sier den fore, like fra guld og ned til attisk salt; men sjeldnest av alt maler den kunst. Ti den sætter som regel vilkaar for støtte: enten indlemmelse med hud og haar, eller ogsaa hin underholdende hensigtsløshet. Den har saavisst ingen forpligtelse til at redde litteraturen! … Men allikevel falder det én ind i et sangvinsk øieblik at en saadan indre vilje og syn for det som har værd utover døgnet, i længden ikke heller vilde skadet den. Den gamle grottekvern môl ialfald vetløs, til den selv sprang i filler, som det heter i Grottesangen, og Frode’s egen kongehal sank i grus.
Av andre ytre momenter, som kanske virket med til at forvirre smaken, nævner jeg det som heter «utlandets dom». Ved Ibsen’s sukces hadde den ret, ved malerne Normann og Hans Dahl neppe. Man glemmer at der er utlande, hvor pressen og tidsskrifterne er i hænderne paa forretningsgrupper, for hvem den raceprægede kunst egentlig er en daar-
