Baudelaire omfatter og gjælder digterens makabre syn hele menneskeheten, som for hans indre øie bare er en eneste række skranglende skeletter; der render almengyldig livssyn i det, det fæstner sig til moralfilosofi. Men endnu er der reisning og trods: «Les charmes de l’horreur n’enivrent que les forts!» sier han stolt. Motiverne er de samme, men gemyttet er vidt forskjellig.
I denne hans trods ligger ogsaa Baudelaires forskjel fra Verlaine, som er moralsk dvask som Villon, – lik et høstens blad, som lar sig hvirvle hit og dit. Men den naive vitalitet er der ikke længer, den som hos Villon holdt sig frisk midt i utskeielserne. Sindene i middelalderen og hin gamle tid var bruskede og ikke forbenede; de ligner de barn som falder ut av fjerde etage uten at slaa sig ihjel eller skades. Baudelaire’s sind er stivnet. Det er ogsaa Verlaine’s, skjønt han er energiløs som Villon, skjønt han bøier sit blide, trætte hode. Han har nok yndlingsemner fælles med Baudelaire, og med Villon ogsaa; og samme kjære, malende uhyggegloser som «gouffre» og «gouge» gaar igjen; i det makabre er han mere maadeholden end Baudelaire, men hangen er der, galgen gaar igjen i Eaux Fortes, og i digtet Effet de nuit:
