Voici le soir charmant, ami du criminel;
il vient comme un complice à pas de loup; le ciel
se ferme lentement comme une grande alcôve,
et l’homme impatient se change en bête fauve …
Det makabre møter vi, som nævnt, fleresteds i Callot’s raderinger Misères de guerre. Den side utvikler sig videre; tilslut er vi ved Baudelaires Fleurs du mal, hvor der forresten er mangt som minder om Callot’s spidse og kradsende teknik – jeg nævner f. eks. alle digtene til katten: Gallisk smak. I La Muse venale snakker ogsaa han om «le rire trempé de pleurs». Og Une Charogne er makaber og grim som Villon’s Ballade des pendus. Men det makabre hos Baudelaire er blit besættelse; hans hang til det virker som mani. Han dægger for det bevisst og i trods; i Danse macabre utbryter han: Tu réponds, grande squelette, à mon gout le plus cher! Han taler om «le sourire éternel de tes trente-deux dents». Digtet L’amour et le crâne er av samme art. Det er i det hele blit litt av en betuklet livsmelankoli ut av det. – Og han selv er raatten. Villon er aldrig det – han bare ser sig selv dinglende i hin Ballade des pendus. Det er den ene store forskjel. Og den anden er at hos
