middelalderen, hvorfra den støvet frem emner; ogsaa i dens hang til det eksotiske og orienten er der paralleler. Dens avslutning, utveksterne, har sterke likhetspunkter; barokkens jesuitisme og inkvisition svarer nøie til romantikkens religiøse mysticisme, som slog over i obskurantisme og katoliserende tendenser hos de tyske politikere; de stilistiske snurrepiperiers væsen gjenfinder vi ikke bare i stilen, men ogsaa i den specifikt romantiske, selvspaltende refleksion, saadan den møter os i Tieck’s dramatik eller Hoffmann’s søkte romankompositioner – den tommeste dialektfærdighet, som er den middelalderlige skolastik paa gjenfærd. Jeg skal ikke gaa mere i detalj herute paa vidderne – jeg har jo været borte i saken saa tit. Kort sagt: vel er bevægelsen nordenfor Alperne tilsat med fremmede elementer, saaledes f. eks. av moraliserende art, idet man der hadde at reagere mot didaktisk digtning o. l.; men jeg tror, at jo mer man gir sig tid til at lægge de to strømninger ved siden av hverandre og søke deres almentræk, desmer vil man finde at de to er identiske, det vil si: at barokken nøiagtig er for Italien hvad romantikken var for Tyskland – i sit ophav, i sit forløp, i sit endeligt. Det var for begge folk den utsøkte
