det, han ogsaa; han undred sig bare over, at han ikke hadde lagt mærke til det selv før. — —
Saa var det, at moren kom ud paa Stenhellen og raabte.
«Dar ha du ’na, Vetle-Ivar,» sa Gurina og smilte underlig, ligesom hun vilde apes lidt med ham, saa han blev staaende raadvild og se ned. Hun tog vassfæret:
«Jaja, so lyt’ du gaa daa, stakkars gut,» sa hun og gik. —
Vetle-Ivar gik ogsaa.
— «Du sku fengje kaffi, du og,» sa moren blid, da han var oppe paa hellen.
Ellers hadde han likt dette; men nu kogte det op i ham, saa, hadde han turdet, hadde han hærmet efter hende og gæpet; hun mente det ikke.
Vetle-Ivar satte sig bort paa bænken. Hun skænked op i koppen og fandt ud en sukkerbete av kræmmerhuset.
«Kor ha du vore no?» spurgte moren varsomt om lidt.
Han slurped i sig kaffe uden at svare.
«Ner i hølen,» sa han tilsidst; han saa ikke op.
«Ner i hølen? — — Ka gjore du dar?» kom det igen stilt om en stund.
