— Eli gik ud paa stenhellen foran døren og raabte paa Ivar. Hun blev staaende og se ned mod hølen.
Han var kommet derned denne gang ogsaa; Gurina var der efter en vassfær. Og saa spurgte hun, om han vilde bli med hjem og faa en bete; men han turde ikke, sa han, for mor hans var kommet.
«Stakkars trave, so ha slikt illsketrodl te mor!» Hun hadde aldrig sagt saa meget om mor hans; han svarte ikke.
— Ja, hun var vist i grunden et illsketrold, han hadde ikke tænkt paa det før; men naar hun Gurina sa det, saa —. Han trodde før, hun bare var slig av og til, naar hun hadde meget at stelle med, men var nok god i sig selv, ti gange bedre end Lisbet Holmen og de andre kærringerne. — Hun hadde da skændes saa godt for ham stundom, hvergang gutungerne havde skyldt paa ham, naar det var noget galt med baaden til Anders Neset ned i osen, og Anders’en vilde piske; han maatte støtt gi sig tilsidst. Da skræpped hun og leied ham, og han kunde voget hodet paa, at ingen av ungerne paa stranden, udover helt til kirken, hadde mage til mor.
Men siden Gurina sa det, saa syntes han