fik slig hug til at gaa bort paa Neset til hende! Altid hadde han det, men allermest, naar han var sammen med moren; da tænkte han ikke paa andet end paa Gurina, hun, som tog det med taal og sa saa lidet; — især naar moren brugte sig, — da var det som han ikke hørte eller saa andet end Gurina med de to gule fletterne i ring paa ryggen; slig hadde det været idag mere end ellers.
Men han turde ikke gaa der bort, for bedst som det var, raabte moren paa ham igen; og saa var det pisk, — eller svær kæft, var han heldig. — Men han kunde altid vente her i skjykkjen; og saa han hende gaa ned i hølen, vilde han ogsaa ned, han hørte altid mor sin derfra, om hun raabte. —
— Huldraa og Guro sad inde i kammerset med kaffeen, hældte i skaalen, blaaste og drak.
Og Guro fortalte om den nye jordmoren, som var kommet, og om den nye dampen, som gik én gang om ugen, og om bønamanden Pedersen fra Stavanger, som altid havde fuld stuen ude i skolehuset. — Her var saa meget, som var sket i bygden i vaar og sommeren fremover, som Eli Leite ikke vidste om. De prated uden stans og smatted og likte sig; for kaffeen til Eli Leite var
