Side:Kinck - Huldren.djvu/84

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


hvor han satte sig paa sagekrakken med hænderne i lommen. Skjykkjedøren stod oppe; han vilde ha udsyn til stien, som gik ned braatet til hølen, der han hadde saadan halvt vent paa, at Gurina skulde komme. — — Han vilde lure sig ned, saa hun ikke saa ham, og saa med ét byxe frem paa en sten ude i hølen. Det var slig moro at komme braadt paa hende dernede og faa hende til at kvække og se skræmt op, og saa bli blid. «Ka — — æ da deg, Ivar?» sa hun da; hun blev saa glad, skønte han, saa han kendte blinket fra øinene, endda han ikke saa. — — — Og det var saa godt under bringen at se, hun var glad. —

— Der fulgte altid sligt braak og staak med mor hans, der hun kom; hun kunde ikke ta det med taal; prated høit, saa alle folk hørte og lo av hende. Engang i vaares bort paa Neset hadde han hørt dem kalde hende «skrubhævelen sjaa Ola Haugjen». — — Der var ikke levende fred at faa, der hun var, — godlaat og fantord paa samme tid, saa han blev rent øren.

Men det var nu det, hun var borte hele halve aaret næsten paa sæteren som budeie; da var det stilt hos Ola Haugjen. Saa det kunde endda gaa an at være husvild den ene halvpart av aaret.

Og saa hadde han Gurina nu. — — Aa, han