at bøie hodet bagover: — ja, det gjorde ikke saa lidet illt. — —
— — Nu hadde da ungerne sat navn paa ham ogsaa — Huldr’en! — — Det fik han nok høre, nu herefter. — —
— — En grøn græshoppe larmed i det tørre græsset lige ved. Han lurte sig efter den med klypen, kasted sig braadt over den og tog den. Han holdt over den med den høire haand og satte den ned paa haandfladen i den venstre; den spændte i; — ualmindelig til kraft den hadde i benene ogsaa! — Saa fik den lov at staa alene engang, — det kunde være moro at se, hvor langt den hopped. Den snudde sig lidt, saa spratt den til. Han saa efter den i græsset, men den var væk. — —
— — Men saa var det nu ingen sut længer i sommer, mens moren var borte; han kunde træffe Gurina av og til ned i hølen.
Han saa bort paa hende. — —
Saa gled synet videre, og han gav sig til at stirre paa et blad fra svartoldergrenen der længer oppe i bækken; det strakte sig nedover med strømmen saa langt, det vann, og rykked saa i og slængte sig op igen. Det gjorde det i ét væk. — —
