ørene, løfted ham op. «Eg ha ’kje gjort da, eg ha ’kje hivd!» skreg Ivar.
Men Anders lod, som han ikke hørte; han bar ham bort over mod nøstet, mens han ynked sig og graat. Saa slap han ham ned ved nøstdøren. Han kunde ikke trække pusten en stund for sinne; tilsidst skreg han ud: «Ken ha gjort da daa?»
«Pera-Jon’en, Pera-Jon’en», klynked Ivar.
Men Anders hørte ikke paa: «No ska du ha pisk!» — —
— «Ka æ da, du tenkje paa, Anders?» skar det stærkt i lige bag. Det var Gurina, som hadde faat set fra hølen, hvordan han fôr med Vetle-Ivar.
«Eg trur, du ve drepa guten, eg,» tog hun det op igen med skærende mæle. Hun skøv nøstdøren helt op og drog Ivar til sig efter uldskjortærmet. Saa blev hun staaende hvid i anletet og stirre paa Anders med de lyse blaa øinene.
«Dei ha spika den nye baaten min, dessa for—banna ongane!» Han greb efter Ivar igen; men Gurina skøv haanden væk: «Ve du la guten vera, seir eg!» Ordene kom rappe paa hverandre. Hun vedblev at stirre paa ham med stride øine; det dirred om læberne.
Saa la det Sig lidt: «Synd aa — skam!»
