langsommere og blidere. Anders saa bort mod baaden; han ante, det var noget. Og det syntes Ivar at høre ogsaa paa mælet; men han var ikke sikker.
«Veit ’kje,» sang det igen om en stund.
Men Anders hadde set en sten i baaden.
«Du kan fylja mæ bort aat baaten», sa han fast. Ivar kendte, hvor øinene stod stive paa ham; han maatte gøre det, han sa, og fulgte med — et par skridt bag Anders.
Han kendte graaten inde i sig; aa, han var saa ræd! — Med ét snudde han sig snabt om; han vilde se, om de lyse seilene var blit borte. — Han saa dem endda. — Om han la paa sprang nu! — det forteste, han kunde —! — — —
Men hvor skulde han springe hen? De andre sprang hjem, de; men han, — han hadde ikke mor sin til at skændes for sig heller nu. —
Han fulgte. Anders var naat lige til baaden og saa ned i den. — Tjæren var skrabet av i striber nedover; — — og saa bordet, som var kløvnet, fra klinkesømmen og indover! —
Det brød ud hos Ivar; han storylte og la sig ned i sanden.
Anders snudde sig bleg, tog ham i begeg
