De store ungerne hudde og lo; men de smaa bare saa og tagde; det gjorde ogsaa Ivar under stabburet, endda han hørte til de store; han stod og holdt i den smale, rødmalte aastøe av træ, som var sat paa kant og bar stabburet i ene hjørnet. Moren hadde han sluppet, hun stod lige udfor ved hjørnet og spøted.
— — Han suged det ind, dette. Han forstod det ikke helt — der laa noget under, noget han ikke naadde i. — Og alligevel var han med paa det ligesom, kendte det hesten kendte — bare længre borte. Det krisled og pirked og drog. — —
De andre lo, — han kunde ikke skønne det; de stod ligesom og saa paa noget morsomt bare, de. — — Nei! — stilt, — stilt skulde det været, ikke latter og hujen og stygt prat. — — Alene helst! — — aa, om ungerne hadde været borte! — og mor hans ogsaa! — — og han kunde faat siddet og set dette alene, i fred; — stilt, — — stilt! — Hvad verden var dette? — — —
Han likte ikke, at mor hans sa, de fik gaa, da det var over, og hestene blev leiet ind; han skulde saa gerne blit siddende under stabburet endda en stund. —
Han vilde ikke ha nôns-maden sin, da han
