i ungerne, og de trak sig tilbage, der de stod i ring om den og saa og snakked lavt.
Det var anden kar, det, end de magre, sidvommede bygdemærreme, som hang med hodet! —
Vetle-Ivar holdt moren i stakken og gik med lange steg; hun sagtned ogsaa farten nu, hun var naat op i gaarden. Saa stansed hun op, spøted og saa paa. Vetle-Ivar tog tag i stakken med begge hænder, hvergang den knægged. —
«Kor æ manen sjøl?» spurgte Eli Leite.
«Han staar darborte, — han mæ skræppaa,» svarte flere med én gang.
«Sjaa, dar æ han, so fyl’ an,» sa hun til Ivar og pegte op i gaarden, hvor han stod og prated med pladsmændene, som ikke vilde være saa forvetne, at de gik ned til hesten. —
— «No ska han ette Borkaa!» skreg ungerne. Det var drengen til gamle lensmanden, som gik ned i stalden. De hopped og sprang bortefter tunet, og nogen vented ikke, men blev væk strax bag stabburet, for der vidste de, de skulde holde til.
Borken kom ud og blev leiet over tunet. Og manden med skræppen løste hingsten og kørte den efter; den var rent ustyren, storknægged alt i ét, gik paa toben og hev med luggen.
