Denne siden er korrekturlest
Det storknægged, saa det skalv over gaarden.
«Oi, dar æ statshestenl» skreg ungerne rundt om, der de sad langs husvæggen og spelte stein i vaarsolen.
Og opover bar det mod gaarden, hvor gamle lensmanden og sagføreren bodde vægg i vægg, smaajenter i røde liv og gutter i lærredsbrok. De kløv op paa stengarden og hopped, skræved over stanggærdet og smatt mellem haktorn. Alle skulde op og se grahesten, og de store slæbte de smaa søskend med sig op over bakken.
De hadde nok hørt et og andet, saa de hadde alt hat vent paa ham; de vidste, det var til gamle lensmandens hoppe, han skulde.
Og voxne folk kom ogsaa, ud af baadskjykkjerne og nedenfra nøstene, med hænderne paa rygg, grinete ligesom og ligegyldige; de hadde nu
