til at storgraate igen, han blev saa rød i kanten om øinene. Ivar kom med haanden for at ta imod.
«Nei daa!» kviskred Jon ivrig og slog den tilbage. Laavikj’en holdt ikke fast nok, saa han slap den. Den gjorde et kast paa sig paa rækværket, hvor salmebøgerne laa, og blev borte nede i kirken.
Ivar var ikke istand til at holde graaten tilbage, den brød frem som et Skrig. — — Den nye huen, som kosted to ort! — Kanske han aldrig fik den igen; folk kunde ta den med sig hjem! — Teigland kom.
«Nu æ du so go, du gaar ut!» sa han. Graaten stansed, han blev saa ræd. Teigland tog tag i øret, leied ham stilt op gangen mellem bænkerne og skøv ham ud. Saa lukked han døren til.
Vetle-Ivar gled nedover trappen og indover gangen. Døren ind til kirken stod paa gløtt. Han smatt ind og skøv sig fremover i trængselen forbi to-tre bænker, omtrent did, hvor huen kunde være kommet. En mand saa, han stod og keg indimellem bænkerademe, og langed den ud.
I det samme kendte han, at han var saa langt fremme paa gulvet. Det var, som han stod tjoret en stund, slig skæmdes han; han begreb ikke, hvorledes han hadde voget dette. —
