øinene og saa usikker paa hende. Men hun lo saa stilt og hjærtelig en lang stund lige op i ansigtet hans. Der var ingen svig her, saa han; han likte den gode, aabne latteren, den gjorde saa godt. Og saa smilte han og gik.
Guro, som sad ved siden, nidstirrede paa Eli Leite for at se, om hun ikke blev var det, som blev sagt.
Men hun sømmed trutt paa understakken, lange, stærke sting, uden at se op.
«Aa, da merkje gaar no ut att, da,» sa Guro, saa paa præsten og smilte uden svig. —
— De hadde bedt farvel og var kommet udpaa tunet. Det regned, og de kvælved overstakken over hodet. Vetle-Ivar holdt mor sin i stakken.
Lisbet Holmen gik ved siden af Guro:
«Veit du, dei merkje smalen sin om hausten paa Leite i aar?» Det blev sagt høit, saa Eli Leite skulde høre det. Hun tagde, de andre fnizte.
De gik en stund uden at si noget. Saa stansed Lisbet Holmen braadt. Det terged hende, at Eli tagde. Hun snudde sig om mod hende og skalv i mælet:
«Eg vilde no skæmmest, var eg so deg, te koma i præstagaren no.»
