men, høi og rank, mørkebrun bud med svarte øine. De hadde skændtes mer end én gang, hun og Eli Leite. Men Lisbet var vakt nu og var begyndt at komme i præstegaarden disse mandagene, saa nu hændte aldrig sligt midt paa lyse dagen mer, — udfra hver sit nes, saa folk hørte det over hele stranden og fik sig en latter.
Kinderne hendes var blit let røde, og øinene stive. Hun hadde set sig sint paa den kviskringen og tiskingen der borte i sofaen; det var da ikke maade paa heller, slig som Huldraa gjorde sig til for præstefruen.
Sidste mandag hadde Lisbet hat plads der i sofaen.
Hun hadde spøtet galt og rækked op, saa det spraked i sokken. — — De snakked om kalkede grave! — Hun nikked truende med hodet. — Ja, hun skulde nu faa høre det engang, at hun hadde stjaalet sauer og merket om; det skulde ikke traakkes ned paa den maaden ligevel. —
Hun knepte læberne til.
Præsten spaserte forbi i det samme og kom bort i den ene strikkepinden med haanden.
«Eg merkte præsten, eg,» fjased hun. Stemmen var klar og stærk, og det skalv lidt i mælet.
Præsten snudde sig, trak brillerne op til
