bare et par prøved at klyve op paa skorstenen for at se ovenfra ned i kammerset, over panelingsvæggen. Det larmed og knirked i den tynde væggen, hvergang én datt ned, og tørre lerklumper dryssed fra skorstenen. —
Det var et gammelt, rødmalt skrin, med gule roser og slyngninger. De satte sig begge paa huk og saa paa det. Paa en smal strimmel langs efter den ene skrinsiden tvert over nøklen stod med gule bogstaver «Gurina Pedersdatter Røisheim». Ingen vidste, hvem det var.
«Da va eit stygt skrin,» sa Per.
«Sjaa, ka dar æ i da! — nykjelen staar i,» bad Kari. — De reiste paa sig og saa paa Huldr’en. Men han laa stille ind imod væggen og pusted.
De vred om nøklen; det skreg i det gamle laaset. Det var bare en sokk ned i, en rød sokk med en hvid rand om oppe, hvor der var syet ind røde bodstaver «G. P. D. R.»
«Ein sokk utan makje!» lo Per, han lukked paa døren og hev den ud paa ungeflokken i smedjen.
De storlo: «Ein kvindfolkesokk!» De gentog det gang paa gang og storskratted, lukked paa døren og hev den ind igen.
