kom et øiepar frem i gløtten. Kari klemte døren til: «De maa ’kje koma herin, han æ laak!» Hun var kry og skabte sig sint.
Lidt efter var én paa laaset igen, døren aabned sig lidt. «Høire du, Per!» kviskred hun ud gennem aabningen og lukked igen.
Men strax efter knirked det i døren. «Eg æ ’kje ræd Huldren, eg!» skreg Per ind gennem aabningen. Hele ungeflokken sprang over hverandre ud av smedjen, Per foran.
Hun klemte døren til: «Alder set slike onga!» —
De samled sig i smedjen igen og begyndte at prate; et par gav sig til at dra i bælgstangen, saa det knirked i den gamle bælgen.
Kari sad og saa paa det der under sængen. Det var vist et skrin; — — men menneskeskind kunde det være i det for det. — —
Hun kunde ikke holde sig længer; hun aabned paa døren, vinked til Per og fik ham indenfor: «Krab onde ette da skrine, du Per!» Hun synte ham det under sængen.
Per indunder; han skønte nok, Vetle-Kari fælte; men han skulde vise, at han ikke gjorde det, han.
Imens stod ungerne udenfor stille og lydde;
