Brita, hun snudde sig om bort ved pâsgærdet ovenfor pladset for at ta imod høren; hun vilde komme med den hjem selv. Han hjalp hende den op paa ryggen, trak op ledet, saa hun slap frem, og skøv det indtil igen.
Han blev staaende og se paa hende, da hun gik. «Du Vetle-Brita!» kviskred han høit efter hende. Hun snudde sig om. — «Du fær ’kje seia detta daa!» bad han og prøved at se op.
Hun lo: «Jau gu ska da vetta sagt, jau!»
Saa gik hun. Men han hørte paa mælet, hun var blid. — — Kanske hun tagde! — —
Han rusled op til smedjen og krøb under kvitlen, endda det var midt paa lyse dagen. —
— — — — — — — — — —
Han vidste ikke, hvordan det var gaat for sig, men ud var det kommet; han forstod det paa unggutterne. En søndagskvæld hadde de samlet sig ned paa veien og git sig til at skrige og kalde ham — han hørte ikke, hvad det var alt; men at de kendte til det der med Vetle-Brita, det skønte han.
Saa Vetle-Brita ikke hadde tagd alligevel!— —
— Og en dag kom en jentunge op i smedjen fra præsten; hun skulde be, om han vilde komme ud til ham samme kvælden.
