— — Folk skulde faa vide det udover stranden! — Jamen hadde han stelt sig godt! — nu skulde de faa noget at tiske om i stuerne. — — — Han begreb ikke, hvor han hadde været; — han maatte da ha skønt det, at Vetle-Brita var lige hændt om ham; hun var ikke saa sky, naar hun likte nogen. — — —
Han fik børen paa sig og rusled nedover; der fandtes ikke det i ham, som sa nei, længer. —
Vetle-Brita sad endda paa kvilet, da Huldr’en kom med børen, og saa ned til gaarden.
«No ska du ber ’na fram te plasse og,» sa hun.
Hun foran og han efter; begge tagde.
— — Var hun nu rigtig ill, saa kunde han vel komme i straf for dette; det var ligesom han kendte riset, fra den tid han fik pisk av moren, hver høst hun var kommet fra sætrene. —
Hun gik fort, saa han blev sved. Nede i lien snudde hun sig om, saa paa ham og flirte: «Jau, du ser meg ut te ein friar, du! — — hui—j!» — Saa vendte hun sig og gik.
— — Og saa det, at hun sa det udover hele bygden! — Han kendte paa sig, at de prated nok om ham, som de gjorde. —
«Ja, no kan du koma mæ ’na!» sa Vetle-
