Hun dirred over hele legemet, saa ræd blev hun; men fandt ingen ord, prøved bare at komme løs. Men han holdt, holdt haardere og haardere; det var Gurina, han holdt under haaret i nakken. Det blev stille inde i ham og ro.
«Ivar daa!» skreg det; Vetle-Brita hadde faat stemmen igen. Han slap hende og reiste sig, han var ikke god for at se paa hende; det var, som han krøb avsted ind imellem olderstuerne. Hun kom ogsaa paa fode:
«Du turte ha pisk mitt i berre, skjælm der du fere! — — — Jau vist, — hit folkje sku veta, ka slags kar du æ, — din helvetes lausongje!» Hun greb en olderkvist og slængte indover smaaskogen. — «Du æ ein taa rette sorten, æ du,» illskreg hun.
Huldr’en stod døende stille bag en stu og lydde. Han var lige sæl med, hvad hun sa, det var, som hun var saa langt borte.
Saa hørte han, det gik i døren nedenfor gærdet «Ka æ da!» raabte en sint stemme; det var Vetle-Brita’s mor, Lisbet Holmen. — Han holdt pusten, hjærtet hans slog, saa det dunked mod brystet.
«Aa, — — eg berre stokk so! — dar va ein orm bort i stuen,» kom det tilsidst.
