skjorten ned under stakkelinningen endda. Den var oppe i halsen ogsaa. — Det koged i ham, pusten satte sig fast. Det var ligesom bort paa skarvet. Han lukked halvt til øinene.
«Du Vetle-Brita,» sa han saa stilt, han kunde; — — «eg tykje so vent om deg.» Det sidste kom som en nedklemt ynk, hvert ord rapt paa det andre.
Det gik rundt alt, da han saa op. Vetle-Brita reiste paa sig lidt, og øiet hendes lo, da det traf hans.
«A du æ ein tosk!» sa hun. Saa snused hun: «Jau lyt’ eg læ likavel!» — Hun slap sig flad ned paa bakken igen.
«Nei—j, — — eg fær vel heim. att,» sa han tonløst og saa op i veiret.
— — Men da han kom ind i olderkrattet, stansed han. — — — For en tosk han var! — — si det slig paa den maaden!
Han kendte igen, hvor solen stegte, og pusted ind i store drag løvtrælugten, som heden pressed frem. Han blev ør som før; han saa hende strække sig, myg og grann, bortover græsset.
Han sprang tilbage, kasted sig bort paa hende, greb hende med begge hænder under nakken. «Eg ve ha deg, eg ve ha deg,» skalv han i mælet.
