tilsidst reiste hun. Men her hjemme hadde han ofte mødt hende, men bare sagt goddag; hun flirte saa underlig og utrygt hvergang, — øinene lurte bort i den ene kriken. —
Han turde ikke staa der længer, hun kunde snu sig og se ham; han vidste ikke grant hvorfor, men han var ligehændt om at træffe hende. Det var nu ogsaa underligt at gaa ude slig alene i hagjen midt paa søndag formiddag og ikke være i kirke eller ialfald sidde hjemme ligesom for at læse texten.
Han gik ind i olderskogen igen og styred langsomt nedover mod skolten, som gik Stupbrat lige i sjøen. — Det var saa stilt i luften, sollys himmel og skælvende varmt, og det rasled tørt i det fjorgamle løv, som han traakked i mellem trærne — varsomt traakked og stod længe paa hver fod, for han var saa ræd, Vetle-Brita skulde høre.
Han satte sig paa bærgnakken i mose bag en brakerynning; han vilde ikke see fra fjorden, der kirkebaadene gled forbi udover og skar i stimer av smaabølger de blinkende dønninger fra havgulen ude i fjorden, som ikke rakk tillands.
— — Hvad skulde han til kirke her efter! — hvor Laavikj’en og Pera-Jon’en og de andre
