Det var aaret efter en søndag formiddag.
Inde i beitehagjen paa øvresiden av pâsgærdet sad Vetle-Brita og ingenting gjorde. Hun var i træsko, og de løse fletterne hang sig nedover ryggen ned i bakken; den ene haanden var stukket ind i stakken paa siden.
— Hun har nok ikke god nok stakk da, til at gaa i kirke, tænkte Huldr’en, han stansed bag en olderbusk længer op i hagjen og saa nedover mod pladset til Lisbet Holmen, mor til Brita, der det bag risgærdet stak frem med det vesle helletaget. — — Den korte skjorten hang løs ned, var ikke stukket ind under stakkelinningen engang. — Ja, hun var slig, Vetle-Brita, — ligehændt. —
Han hadde nok truffet hende i byen siden dagen, hun kom med dampen, men ikke snakket med hende. Snart fik hun nu kærester ogsaa; og
