Hopp til innhold

Side:Kinck - Huldren.djvu/171

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


«Du veit da,» svarte en av de indenfor døren; men udenfor flirte de og satte sig paa volden.

«Ja, prata kan han no, denna nye smeden,» mente Jens Nybø, det lo fra øie og fra mund, en mand med stort, rødligt skægg og fregnet hud, som stod med stuttaarven i haanden. —

Huldr’en slap bælgstangen, trak ljaasemnet ud, glohvidt, saa det skød ild, og hamred løs av al kraft.

«Eg trur ’kje noke paa ’an, eg,» sa gamle Baard Øiren alvorlig. «Sjaa berre, kor staale ligg’!»

«Sjaa no!» sa Jens Nybø, han kom lige ind i døren og lo lønsk i skægget.

«Aa so uvørren mæ sledjaa, — stondaa træff’ an aa stondaa ikje,» mente Baard. —

Huldr’en forstod, hvem pratet gjaldt og blev værre og værre; han hamred, som han var gal.

«Dar fekk ambolten da,» sa Jens Nybø; — «onder, at sledjaa helde! — — Sjaa no, — ska du sjaa, staale springe.» — Han smaalo. »Kjyss meg —! dar gjekk da!» —

Et stykke faldt ned fra emnet.

«Ja, eg saag da paa timen, eg,» sa Baard Øiren mistrøstig, reiste sig og gik hjem til kvældsmaden. —