spørja, eg vilde vænta aa sjaa. Om eit par daga spor’ eg: da kan daa alder vera frukosten, detta? sa eg. — Jau; da va da, let dei. — Haa — haa, tænkte eg, — ja daa vette da ’kje for rart fø karen!» —
Han karred med kulskraben:
«Aah hja, — da æ ein vane, da og, — so alt, maavetta.»
«Eg spaar da,» forsikred de to, som stod indenfor dørstokken.
«Fin skap paa ljaana ha han no ikje,» sa Baard Øiren langsomt og lavt til dem udenfor; «— vel kropne i skjerbogjen. — Sjaa paa dei bort paa hjædlen,» blunked han lønsk.
De bøied sig ned og saa bort. «Ja, dei æ ’kje fine,» sa de. —
Huldr’en skønte saa vel, de snakked om ham. Han tog nogen lange drag igen, spytted og kasted tuggen:
«Da nytta ’kje te læra seg te sme sjaa ein landsens sme,» sa han. «Nei; rette handadreien te føra sledjaa lær’ ein alder paa lande, alder i væraa; da lyt’ ein læra i bydn. — — Men — da ve eg no og seia — ha ein lyst lært seg handalagje og, so klara ein seg, — ein fær hjælpa seg sjøl daa aa ta taa da, so lagt æ i hove, smeden og.»