de lette vindkastene kom saa forkert ned paa smedjen over bærget, at røgen slog ind. —
Folk samled sig til smedjen fra slaatten; de vilde op og se den nye smeden i arbeid. Gamle Baard Øiren hadde alt siddet paa dørstokken en stund, liden og tør og graa mand.
De sa ingenting, stod bare og saa. Et par kom ind i smedjen og hælded sig mod dørstokken, med hænderne i lommen.
— Det var blit sagt, at han var slig grus en smed, at han til og med i byen hadde bestyret værkstedet en tid, mesteren var borte. Somme trodde det, og Eli Leite sa, han var kar, Ivar, naar han først vilde; men somme trodde det ikke, — Huldr’en blev aldrig noget slag, hverken smed eller andet. —
— Det var alt kvæld næsten nu. Men Huldr’en kunde altid ta en ljaa til og gøre færdig, saa de kunde faa se. —
— «Dei va vel ’kje kar te læra ’an meir paa værkstaen, mæ di han kom heim att fraa bydn,» sa én lavt udfor døren. De andre leed lidt paa sig, men svarte ikke. Huld’en hørte det ikke; han stod og drog i bælgstangen, venstre haand holdt tangen med ljaasemnet ind i avlen. —
