«Aak, si, om det var!» skarred Sigvart haansk og tørked sig ligehændt over panden med ærmet. Svenden tog til at smile foragtelig.
Huldr’en saa det, men fortalte videre; de skulde le, naar han svar færdig, for historien var god.
«Brække, da æ no ein gar tæt atte mæ dar, folkje mit æ ifraa, da; ligge høgt op i liaa.»
«Ja vel; saa skorstenspiben rækker op i himlen,» aped Sigvart igen.
«Ja, so va da da, at han kom fram paa mjælkestøilen so tileg, at têren ikje va komen seg te leika endaa.» Huldr’en fortalte hurtigere og hurtigere; de skulde ikke faa tid til at apes.
«So la han seg ne onde ei fora te sova; børsaa atte mæ ’an. Men han hadde ’kje sove lengje, so totte han, han høirte, ein têr leikte. Han op, aa treiv ette børsaa. Men han va ’kje kar om aa fidn’ ena att strax. — Aa têren leikte i kvar fora, verr’ aa verr’; aa fleir’ aa fieir’ vatt dei.»
Nu begyndte de andre at lye efter; de bort ved finbænken ogsaa.
«So saag ’an, da blænka bort i brakekvisten taa messingjen paa børsaa. Han spraang bort aa la ’na op aa sigta; men da vilde ’kje brædna. Han va ’kje go te faa ’na te paa noke lei. — Aa têren
