han var fra fjorden længre ude, saa det var paa en vis kendsfolk, syntes han, han var hos, endda han var stræng og sint og trued, at han kanske ikke tog ham til dreng efter fjerdingaarsprøvetiden.
Men nu hadde han da tat ham al1igevel. 5 aar hadde Huldr’en pligtet sig til at være der for kost og logi og vask og dertil 5 daler aaret, som han skulde faa i klær. — Og under papiret Stod Iver Monsen Leite; det var det, han raabtes for, hadde han sagt til mesteren.
— — Iver Monsen Leite! —
— Han stod og saa ud gennem det sodede vinduet tvertover smuget og hen i et vindu, som rak helt op i tagrenden; en jente sad der med maskine og sydde.
— — Jaha, det var det, han hed egentlig. Jaha, Iver Monsen Leite! — det var som god smag i munden.
— Han var saa fegjen og glad!
«No ska eg fortelja daaka ein go stub,» sahan, han begyndte at dra i bælgstangen. Svenden og Sigvart stod ledige og vented, mens jærnstykket laa i avlen igen. De svarte ikke, trætte som de var av hamringen.
«Da va han Ola Brække, so sku ut aa skjota têr. Da va endaa ein skjertorsdagsmoron klokkaa. 2.»
