bror av Laavikj’en, — alle kendte klængenavnet, maa vide.
Der blev kastet loss.
«Kor laangt ska du?» kom det igen. Nu var det mindre ærtende; han vilde nok git meget for at faa vide det, Men Ivar svarte ikke.
Lige ved stod en tønde med laaket slaat sund, salt sild laa i lake. Han greb ned i, tog op en sild, som drypped, gik lige hen til jærngelænderet og sigted; expeditøren fik den i hodet. Men Ivar huked sig ned i det samme, saa han ikke blev set.
«Dei hive paa sild her ombord,» skreg det fra bryggen. Men styrmanden brummed og mente,expeditøren tog feil, vel ikke var ordentlig vaagen.
«Jau, sjaa her!» hørte Ivar ham raabe tilbage. Styrmanden var optat paa komandobrættet, dampen var alt i fuld fart. —
Huldr’en hadde sig ned fra bakken og gik ind paa anden plads; han la sig paa den voxdukbetrukne bænken, med begge hænder under nakken. — Det var, som han eied dampen, og den gik enkom for ham.
Han lo ved sig selv; — expeditøren skønte nok, han, hvem det var, som hev silden! —
