sendte opover, men denne gang mod bordvæggen paa Jon Tveit’s stuebygning, saa det braked.
«Her ska du træffa rette karen!» Han bøied sig ned efter skrinet. «Skit, om Jon’en vakna sjøl!» — —
— Dampen ulte, en grøn lanterne stak sig stilt frem mellem trærne paa næsset. —
Ombord satte han skrinet frem paa bakken.
Det voxed inde i ham, saa han hadde ondt for at puste. — Ja, han skulde komme igen, han! —
Han knapped trøien til helt ned og retted paa halskluden.
— — Men da skulde han staa paa agterdækket, paa første plads, og ha koffert ogsaa, slig som skriveren, naar han reiste, ikke bare skrin. — Det klukked og skalv i ham, han tog til at tone:
«Dei da de li, da de lo — da de lo!»
«Nei!» kom en forundret stemme op fra bryggen lige ved rællingen; «trur eg ikje, da æ Huldr’en, so æ ute aa reise idag!» Det haante og lo i mælet.
Vetle-Ivar snudde sig bort uden at svare; det var den unge expeditøren, som snakked, en ældre
