— — Og saa hadde de tisket om, at han var ulovlig ung. Han vidste ikke, hvor gammel én skulde være; han vidste bare, han var ældre end de andre læsekamrater, saa han kunde gaat for præsten et aar før. Men det vidste vel Gurina ligesaa godt som de. — — Men la gaa, at det var ulovligt! var det kanske værre at sidde i straf end at gaa her og hugge ved for Ola Haugjen og faa fantord af moren! —
Han sparked løs en sten og kasted udover veien efter dem. Det bruste i ham, og han gik endnu mere paa. Der var ikke en tanke i hodet hans.
Derude, lidt indpaa næsset, laa kirken. Ja, did var det egentlig, han hadde villet, kendte han. Han hadde været derude av og til i vinter.
Det stilned inde i ham, og han stansed lidt og lydde efter dem bort i maaneskinnet; de hudde og skreg og lo der indimellem de gamle husene omkring kirken. Nei, den vei vilde han ikke gaa ned til kirkegaarden. Han krøb op paa stengarden paa nedre siden av veien.
Maanen stod lys paa den hvidmalte kirkevæggen og paa helletaget og blinked i de høie, spidse vinduerne, saa det saa ud, som der var tændt lys indenfor.
