hørt det samme, den gangen sent i høst han stod ud med bordvæggen og lydde.
De slængte ham ned i veiten og sparked sne paa. Saa strøg de udover.
Han blev liggende en stund i grøften uden at røre sig. Hvad skulde han op efter? Det var, som han ikke hadde mere at gøre. — — Og han saa Gurina’s grav med sne over inde paa kirkegaarden. Aa du, om han og hadde faat krim den kolde uveirsdagen paa støilen, slig som hun!
Han reiste sig tilsidst — folk kunde komme forbi —, strøg hænderne slapt et par gange nedover for at faa sneen av. Han blev staaende og se bortefter veien, der han hørte braaket av dem.
— — Hadde han gjort noget stort andet, end de gjorde hver lørdagskvæld? — — og de holdt sig ikke til samme heller, de. — — — A, han brydde sig ikke om «hit folkje»; det hadde Gurina saa titt sagt, han ikke skulde. —
Han begyndte at gaa udover.
— — Præsten hadde sagt, sligt var synd.
Javel, han vidste det, det var synd; men det var da ikke mere synd for ham end for alle de andre, som gik til jenter. —
Han øged farten; det var noget varmt, som drog ham, midt imod den kolde nordosten.
