Side:Kinck - Huldren.djvu/108

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


alene; Gurina var den eneste kamraten, han hadde. —

Han saa op paa furulien, som løfted sig svart, og mod den urolige stormhimmel; der var slig drift i skyrne, der de kom seilende mørke, den ene efter den anden, fremfor maanen og de lyse, blaa gløtt. Uveiret var ikke hommet endda, men én hadde det vel snart, slig brak der stod fra fjorden.

— Om han og hadde faat krim den gangen! — Ja, saa sandelig, hadde han ikke da villet ligge stille og dø i samme kammers som Gurina — saa kunde «hit folkje» faat sat sammen og sagt, hvad de vilde!

Ja, ja. Han leved vel alligevel ikke saa længe efter Gurina. — Hvad i al verden skulde han ta sig til! —

Tankerne var borte en lang stund. Saa blev ansigtet lidt efter lidt uden træk, pusten blev stærkere. — — Han eied noget lige fuldt; og nu eied han det ikke her engang, — rent bort fra «hit folkje». — Han var selvstændig kar, hørte ikke hjemme nogen Steds, leved udenfor alt, — og tænkte bare paa Gurina.

Det var noget nyt, det der. — Han saa op. Han kendte sig stærk, urokkelig stærk, saa han glemte, at Gurina var syg. —