alt, som blev igen efter hende, kisten og skrinet og pengene. —
Han hadde ikke hat ro paa sig idag; mangfoldige vender hadde han lurt sig ud av skjykkjen, hvor han hugg baxteved for Ola Haugjen, og bagom husvæggen. Han vidste saa grant, hun laa og tænkte paa ham, og naar han stod der, tyktes han, at han kom hende nærmere og saa hende. — —
— — Der laa hun og hosted alt i ét og pusted, pusted saa tungt; — og han kunde ikke hjælpe, ikke lette hende noget! — — Han kendte brystet, hvor det gik, og saa øinene, som laa lukket. —
Ja, han kunde ikke gaa bort i kammerset hendes engang, — der sad jo fuldt av kærringer med spøt; hele dagen var der nogen, men flest om kvælden, nu da hun var kommet skikkelig til sængs.
Der smelted inde i ham noget. — Bare faa siddet paa sængekanten og holdt paa brystet for at stagge det lidt! — hun maatte jo dræbe sig med bare pust; — men han turde ikke lure sig bort til vinduet engang og kige ind, for der gik veien lige forbi paa den side. —
— — Paa denne maaden stod han snart
