ted under bringen i det samme, han fik tag i kollen.
Men tordenen slog en gang til; det kvakk i ham. «Jau, du æ ein taa rette sorten,» sang det i øret hans, op igen og op igen. Han skurte, saa sveden randt, skurte og skolled, og skurte op igen samme kollen. —
Vindflagerne jaged regnet indover i skraa strimer, saa det suste og røg bortoven vidden, og smalen stod stille paa de blankvaskede skarvene. Og tordenen slog alt i ét. Stundom var det, som Vorherre slap ham, Vetle-Ivar hørte bare, hvor han trued og knurred bagom skolten langt oppe. Men saa kom han att, i et forsinne, og risted ham: «Ve du vera fin gut no? — Ka? —» Han slap og tog ham igen flere vender paa den maaden.
Med ét greb en haand ham i axelen. Det var Gurina, som hadde ledt efter ham med øinene fra selsdøren.
«Æ du tussete? — — sitja slik ute i vind aa væta!» Hun saa paa kollerne og var saa blid: «Sjaa aa grav deg onde tak!» —
Hun satte sig ind med ham paa bænken: «Du ve vera finsleg kar, du, veit eg?» Hun smilte. «Ka? — guten min!» spøgte hun.
