gnog. Han hadde hug til at trykke det mod noget haardt, — eller skære i det, saa det kunde ordentlig svie istedenfor dette. — —
— — Den, som hadde sig et hus eller en kælder dybt ned i jorden, aldeles under det tunge fjældet, hvor en ikke kunde høre eller se nogen verdsens ting! — Det skulde være aldeles stilt og roligt, dyttet tæt til, saa en ikke vidste engang, om der var uveir oppe paa jorden eller ikke. —
Vetle-Ivar gik og frøs, med begge hænder i lommen. — Før, naar det var tordenveir, hadde han siddet inde i selet hos Gurina; — hun var nok fælen, hun og, det hadde han set, — men naar det var to sammen, saa —. Men nu var han ikke god til at gaa ind til hende, han fik være ude. —
Det første tordenbraket hadde han hørt for en stund siden langt borte, da han naadde ned til melkestøilen. Det dropled og smaaregned alt, og den sorte skyen la sig fremover nuten. Aa, saa ræd han blev! — —
Ved bækken laa en del melkekoller hvælvet; Gurina hadde baaret dem ud for at vaske dem i kvæld. Han strøg bort til bækken, la sig paa knæ, trev efter tvaagen, dupped den i sand og gav sig til at skure. — Det let-
