«Eg naar ’an att’ nepaa Steinabrækkaa!» skrek hun; hun skotted tilbage nedpaa Jon, som var kommet saa langt udpaa nu, at hun bare saa i den ene foden og den ene armen.
«Her æ vai—æn!» hudde Jon nedover. Hun skotted tilbage igen; — lyngriset slitned; nu gjorde han et par hugg med næven; saa blev armen og foden borte.
Men hun sprang videre fremover uren. Hun vilde naa forbi fremmedkaren, saa hun kunde komme til mødes med ham længer nede paa støils-veien; — han skulde ikke slippe saa let idag som igaar.
Nedpaa Steinabrækka blev hun staaende og vente.
Men ingen fremmedkar vilde komme.
«Leita du ette kjy—yr!» skrek hun ud i løse luften.
Hun lydde. Ingen svarte; — han var nok faren nedover alligevel.
Hun skrek engang til udi løse luften. Der stod en liden gut udpaa trappen paa Vassenden, gneldred i med vildt:
«Leita du ette kjy—y—yr!»
Saa snudde hun og gik tilbage. —