var prat og tisk uden stans, rev rede-kvist ud. Grønne smaaæg trilled, og trostemor titted ud; hun tog hende i benene og slængte hende ind imod stammen.
Saa bar det til næste træ; hun kendte det som æggende spænd i hver sene, hede prik i hver aare. Det dryssed av kvist og av smaaæg, stundom unger; fra træ til træ, det ene rede efter det andre; saa det laa og spratt rundt om og flaksed i mose og fjorgammelt løv.
Skrik skar over hodet hendes, hidsige skrik, og smaavinger smaldt i rasende flaks. De fulgte indover skogen, stundom foran, stundom efter, rundt der hun var; det var som gloende ring i luften, som vilde trykke sig ned paa hendes hode.
Flokken tætned; skriket øged.
Det var brændende lyn, hvert lidet fugle-øie, som vilde slaa ned i hende. Hænderne skalv. Men de ledte mellem grene; rev.
Rædsel kasted sig over hende, — det var som alle mennesker var efter hende i dette vingesus og i dette skrik, ikke ét var i hendes følge. Men hænderne ledte og rev.
»Hu—i—j !« skrek hun og skratlo. —
