— — Her kom brud! — her kom brudgom! Her kom alt det, som var mest glad i hele verden! — — Og klangen trilled klar og kæk over trommen, som vane var for hver gaard de var udfor.
— — ja her kom det! — Sol om stavne, sol paa blanke fjorden, sol paa hvide sneen i fjældene! — —
Og i bagskuten sad brudgommen.
Det graat bagom trommeslagene fra felen i forskuten, magtesløs, glædetørst laat, — ja at Svein vilde ha hende! — —
»Hu—i—j!« skrek hun og vifted ned; kasted sig om, strøg indover skogen, glemte veslebror og altsammen; det var vind av tusen viljer, som blaaste hende ind mellem hvidnævret bjærk. Hun hopped over bækker, sprang over rødder, sank ned i blød mose; hun saa intet uden saftblanke blad, hørte intet uden fugle-lokk, lugted intet uden vaar, som grodde og yngled.
Hun stansed bortved en gammel bjærk, saa paa trostefar, som netop smatt ind i redet lige over; der for ild i begge hendes øine, hun slog benene om stammen, halte sig opefter, stak haanden ind efter der, det
