med ryggen til utslaatte-løen, og stirred bortefter flaten.
— — Hun kunde ikke skønne, at nogen hadde mod til slikt, — gifte sig og saa slaa sig til taals! — Hun, som hadde trodd, at en graaklædd kar hadde hørt en anden fele, han og! For hvad var denne veke bryllups-laaten at møde frem med! — Det var ingenting, imod den brede felen og den lange buen, — mod den svære sang-sjø, som selve livet flød paa, men som skylled høit over kirker og hjem! — —
Det var stilt inde i hende, stilt rundt om, — stilt som op i en hvidsymre[1]-flok langt inde i skogen.
Hun sad der til dugg-skodden tog til at gli igen mellem saater.
Og graasval sommernat la sig sagte over flaten med den brede felen og den lange buen; og fra vand og fra bæk tonte det, og fra hvidbladet vie, som sov:
Aa hei aa ho,
aa — hei, — aa — ho,
her kjem’[2] eg mæ svevnen din no.
