De tog hverandre i armen derborte, lo til hverandre.
Længe efter de var væk bag hasselen, blev hun siddende og se bortefter stigen.
— — Ja, det var dette, de vilde, folk, helst av alt, — gifte sig med hverandre! — Aa, det var slik synd! — — saar barnegraat ud i solskælvende luft! — —
Hun reiste sig, svinged ind paa en anden stig, væk fra gaard og kirke; hun var ikke god til at se paa dem gifte sig der borte ved kirken — det var saa vondt, saa vondt! — hun var ikke god til at se paa nogen gifte sig mer. Bare saar barnegraat altsammen ud i solskælvende luft! — —
Hun tog av opefter dalen og indover fjældet, samme veien hun var kommet idag morges for at se præstesønnen og høre stemmen. Hun hvilte ikke, stansed ikke for at puste; jævnt bar det over vaade myrer, langs bare bærgskolter og opefter bratte brækker. Hun kendte ikke, at hun gik; det var som en stærk elvestrøm av stille graat letted hende opfor hver bakke.
Men først op paa slaatten stansed hun, og her først stak en taare frem, en eneste lysræd én, i hver øienkrik. Længe sad hun ude,
